Sys Hasforth, billedkunstner

Udstilling 31. august - 8. oktober 2021. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sine arbejder.


Sys Hasforth: Isbjørn




Sys Hasforth
Sys Hasforth Korshøj:

Jeg er uddannet fra Det Fynske Kunst Akademi og har arbejdet med kunst i mange år. Jeg har været med på flere censurerede udstillinger og er medlem af BKF. 

Jeg er inspireret af de nordiske lande, arktiske landskaber med deres særegne farver og store vidder. Mennesker, portrætter har altid interesseret mig, hvem er de? Deres følelser? Et ekspressionistisk udtryk.

Referat fra generalforsamlingen den 1. juni 2021

Et kig ud over forsamlingen
Et kig ud over medlemsforsamlingen

Dirigenten og en del af bestyrelsen
Og fra den anden side af bordet: Dirigent Hans Toksvig og en del af bestyrelsen  


Hans Toksvig styrede som sædvanligt generalforsamlingen.

Der blev orienteret om de to udstillinger, vi har haft og om vores særlige udstilling med Maja Lisa Engelhardt i forbindelse med afsløringen af bronzerelieffet i anledning af kirkens 100 års jubilæum. Der blev nævnt at MLE udover en del bog-donationer til amerikansk lotteri har lovet at afholde et foredrag om kunst, når corona-restriktionerne er ovre.

Efterårets ferniseringer blev omtalt, så man kan skrive datoerne i kalenderen allerede nu:
Sys Hasforth den 31/8 2021
Helle Rask Crawford den 12/10 2021
Kamilla Herskind den 22/11 2021
Og i det nye år bliver det Ann-Vibeke Munter.

Bestyrelsen havde fremsat et forslag til vedtægtsændring, således at vedtægterne bliver bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold vedrørende bestyrelsens sammensætning:
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen. Menighedsrådet udpeger et medlem, som vil være kontaktperson for kunstforeningens bestyrelse.

De sidste par år har menighedsrådsformand Jørgen G. Jørgensen været medlem af kunstforeningen og vores kontaktperson, og det har fungeret fint. Han vil gerne fortsætte.

Vedtægtsændringen blev vedtaget.

Kirsten K og Karen Margrethe modtog genvalg, Lone, Leif og Bodil fortsætter, mens Berit ikke ønskede genvalg. På vores opfordring stillede Steen Frantzen op som suppleant og blev valgt. Tak til Berit.

Revisor Jan Ulrik og revisorsuppleant Gunhild Varming blev genvalgt.

Kunstforeningens medlemstal er på 62, hvilket er næsten det samme som året før.
Kaffen og kagen blev portionsanrettet af hensyn til corona!

Karen Margrethe


Kageanretningen
Kageanretningen


Revisor Jan Ulrik med hatten, der indeholder lodderne
Revisor Jan Ulrik med hatten, der indeholder lodderne

Indbydelse til generalforsamling 1. juni 2021

Generalforsamling 2021

Fredens Sogns Kunstforening afholder generalforsamling tirsdag den 1. Juni 2021 kl. 19.00 i Sognehuset, Skibhusvej 162, Odense C.

Antallet af lodder, hvert enkelt medlem har, vil blive oplyst ved ankomsten til generalforsamlingen. Ved fravær kan kassereren give oplysning om antallet af lodder.

Medlemmerne deltager i lodtrækningen, hvis de er tilstede ved generalforsamlingen, eller hvis de inden generalforsamlingen har afleveret en skriftlig fuldmagt til kunstforeningens bestyrelse eller i kirkekontoret.

De indkøbte kunstværker til bortlodning ophænges den. 17. maj og kan frem til generalforsamlingen ses i sognehuset mandag til fredag kl. 9-13:30, torsdage i ulige uger tillige kl. 16-17.

En liste over de indkøbte værker kan også ses her.

Med venlig hilsen
Kunstforeningens bestyrelse

Ny dato for generalforsamling

Vores årlige generalforsamling med bortlodning af værker er rykket til tirsdag den 1. juni kl. 19.  Invitation følger, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Vores første udstilling bliver med billedkunstner Sys Hasforth med fernisering den 31. august kl. 19. Dernæst udstiller skulptør Helle Rask Crawford med bronzefigurer, fernisering den 12. oktober kl. 19, og sidst på året bliver det billedkunstner Kamilla Herskind med fernisering
den 22. november kl. 19

Vi i bestyrelsen glæder os rigtig meget til at komme i gang igen og glæder os til at se jer alle.

Generalforsamling udsat

Kunstforeningens generalforsamling bliver udsat pga. COVID-19, og vi ved endnu ikke, hvornår den kan gennemføres. Den skulle have været afholdt den 22. februar 2021, men da der måske først kommer nye retningslinjer fra regeringen den 7. februar, kan vi ikke nå at indkalde med det fornødne varsel på tre uger.

Bestyrelsen har tjek på værkerne til bortlodning, og de vil blive sat frem/ hængt op i sognehuset så snart vi må. Medlemmerne vil blive informeret, når det er muligt at besigtige værkerne inden generalforsamlingen.

Vi bliver også nødt til at udskyde ferniseringen med Ida Holm Mortensen, som vil være den første til at udstille efter generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Fredens Sogns Kunstforening

Torsdagsåbent

Der er ikke længere åbent i sognehuset om torsdagen kl. 16-18, idet kirkekontoret har indskrænket åbningstiden. Vi beklager, at nogen er gået forgæves, men vi blev ikke varslet om de nye åbningstider. 

For at de af vore medlemmer, der arbejder om formiddagen, stadig kan få mulighed for at se udstillingerne, vil Leif og Ellen Vilhelmsen og jeg være til stede i sognehuset hver anden torsdag fra kl. 16 til 17 for at lukke folk ind. 

Det bliver i ulige uger, første gang torsdag den 7. januar.

Med venlig hilsen
Karen Margrethe Madsen
Formand

Fernisering den 2. november med Horne og Storgaard

Finn Storgaard og Lotte Horne
Finn Storgaard og Lotte Horne

Vi havde en god fernisering med skuespillerparret Lotte Horne og Finn Storgaard.

Aftenen forløb fint på trods af diverse coronarestriktioner. De ca. 25 fremmødte oplevede en fin harmonisk stemning, både mellem ægteparret og imellem deres kunst, så forskelligartet den på overfladen end tager sig ud.

Lottes mange poetiske og fabulerende billeder, typisk olie og sand på lærred, men også akvareller og gouacher, og Finns spændende relieffer på skiferplader fylder nu stort set alle væggene i sognehuset og gangen.

Glæd jer til en spændende og alsidig udstilling, som kan ses i sognehuset til slutningen af december.

Kunstforeningen købte bl.a. de to værker herunder.


Lotte Horne, maleri
Lotte Horne, maleri


Finn Storgaard, relief
Finn Storgaard, relief





Lotte Horne og Finn Storgaard

Udstilling 2. november til ultimo december. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstnerne vil være til stede og fortælle om deres arbejder. Mundbind er påkrævet!


Finn Storgaard, vægskulptur
Finn Storgaard, vægskulptur

Finn Storgaard, født i København 1943. Uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1968.

For år tilbage blev jeg inspireret af min bedste halvdel Lotte Horne, der havde købt nogle skiferplader og en dukke til senere brug. 

Finn Storgaard
Disse materialer lå i lang tid, indtil jeg en dag for otte år siden begyndte at arbejde med dem, og finde ting, forme ting, der kunne bruges til at fortælle en historie.
Den måde at fortælle historier på fascinerer mig, at røre ved myterne og fordybe mig på samme måde, som når jeg står på en scene. Sådan opstod mine vægskulpturer.

Jeg har udstillet sammen med Lotte Horne i mange danske gallerier, Galleria Krabbe, Spanien, og i 2016 i Thorshavn på Færøerne. Medlem af Kunstnerforeningen 18. November.


Lotte Horne, maleri
Lotte Horne, maleri

Lotte Horne, født 1943 i Horsens. Uddannet skuespiller fra Det Kongelige Teaters elevskole i 1966. Genoptog i 2005 maleriet.

Som skuespiller er man historiefortæller. Det samme opstår når jeg maler. Jeg maler ofte surreelle malerier præget af visuelle overraskelser - og med et fabulerende, drømmende indhold - i et fortryllet univers.
Lotte Horne

Ud fra min baggrund som skuespiller og instruktør kredser jeg om mennesket, og menneskelige relationer. Jeg maler oftest på lærred – med og uden sand. Gouacher på håndlavet papir, kultegninger og vandfarve på håndlavet papir. Mange udstillinger i ind- og udland.

Medlem af Kunstnerlauget 2013 og Kunstnersammenslutningen af 18. November.





Maja Lisa Engelhardt, fernisering og værkafsløring

Maja Lisa Engelhardt: Den ottende dag. Bronzerelief 80 x 80 cm
Maja Lisa Engelhardt: Den ottende dag. Bronzerelief 80 x 80 cm

Mandag den 21. september 2020 havde vi den fornøjelse at kunne afsløre Maja Lisa Engelhardts nye kunstværk skabt til sognehuset ved Fredens Kirke.

Menighedsrådsformand Jørgen G. Jørgensens bød velkommen og redegjorde for den testamentariske gave, som har gjort det muligt at få en så anerkendt kunstner som Engelhardt til at skabe værket.

Herefter skulle borgmester Peter Rahbek Juhl forestå selve afsløringen. Han var imidlertid forsinket, og derfor blev vores biskop Tine Lindhardt bedt om at påtage sig opgaven.

Herefter fortalte Maja Lisa Engelhardt om værket og dets tilblivelse. Værket er et bronzerelief på 80 x 80 cm, hvoraf en del er påført bladguld. Titlen er ”den ottende dag” og refererer til skabelsesberetningens syv dage, hvor Gud på den ottende dag kan betragte sit skaberværk og menneskets forvaltning af det skabte. Dette er illustreret ved en forgyldt kornmark og to øjne (evighedstegn), der betragter jorden. Formgivningen og støbningen blev foretages i Italien, hvorefter forgyldningen blev lagt.

Da borgmesteren i mellemtiden var ankommet, holdt han en tale om bl.a. sammenholdet i Skibhus-kvarteret, og hvilken betydelig rolle kirken spiller i den sammenhæng.

Der blev serveret vin og tapas efter alle covid-19-forholdsregler, og selvom al stående/gående aktivitet skulle foregå med mundbind, og for betjeningens vedkommende med gummihandsker, blev det en ganske fornøjelig aften. 

Maja Lisa Engelhardt, litografi
Maja Lisa Engelhardt, litografi

Kunstforeningen takkede menighedsrådet for at betro os opgaven med at finde kunstner til opgaven og følge processen til dørs. Herefter blev der rettet en stor tak til kunstneren for et meget vellykket samarbejde og for at ville udstille hos os.

Udstillingen består af syv litografier med titlen 'Skabelsen', hvoraf kunstforeningen købte to, og en del unika tryk og litografier, som vi købte et af (se foto).

Maja Lisa Engelhardt har desuden tilbudt kunstforeningen at holde et foredrag, som vil blive annonceret, når vi får en dato i november eller december.

Derefter var der bogsalg, hvor kunstneren signerede bøger, og tilstedeværende gæster blev opfordret til at blive medlemmer.

Næste fernisering bliver mandag den 2. november 2020, og det bliver med skuespillerparret Lotte Horne og Finn Storgaard.

Maja Lisa Engelhardt, litografi fra Skabelsen
Maja Lisa Engelhardt, litografi fra Skabelsen

Maja Lisa Engelhardt, udstilling og afsløring af kunstværk

Udstilling 21. september - 30. oktober 2020.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-21 hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sin kunst.


Maja Lisa Engelhardt
Maja Lisa Engelhardt

Vi har i Kunstforeningen den store glæde at kunne præsentere en udstilling af den internationalt anerkendte danske kunstner Maja Lisa Engelhardt. 

Det sker i forbindelse med at Maja Lisa Engelhardt har skabt et kunstværk til Fredens Kirkes menighedssal.
 Dette kom i stand efter at kirken modtog en testamentarisk pengegave fra et menighedsmedlem. Dette kunstværk afsløres samme aften, umiddelbart før ferniseringen. 

Maja Lisa Engelhardt er født i 1956. Hun har udsmykket et stort antal danske kirker og har herhjemme blandt andet gjort sig bemærket med bronzeporten til Viborg Domkirke. For det arbejde har hun modtaget Skovgaard Medaljen.

Maja Lisa Engelhardts kunstneriske virke spreder sig vidt over bl.a. malerier, relieffer og glasmosaikker. Hun har også haft udsmykningsopgaver i kirker flere steder i USA.
 Inspirationen hentes primært i naturen og gennem interessen for det religiøse.
 Maja Lisa Engelhardt er repræsenteret på Elizabeth Harris Gallery i New York og Galerie Moderne Silkeborg. 

På grund af de aktuelle COVID-19 regler er der IKKE fri adgang til arrangementet. 
Alle pladser er allerede reserveret efter forudgående tilmelding, men udstillingen kan som altid ses i kirkekontorets åbningstid, mandag til fredag kl. 9-13 samt torsdag tillige kl. 16-18.

Maja Lisa Engelhardt: Opstandelseslyset (monotypi)
Maja Lisa Engelhardt: Opstandelseslyset (monotypi)


Fredens Kirke 100 års jubilæum

En aften omkring arkitekten P.V. Jensen-Klint - onsdag den 12. august kl. 19-21

Arrangeret af Fredens Sogns Menighedsråd & Arkitekt Hans Toksvig Larsen

Fredens Kirke, Odense


Kom og hør nærmere om vores skønne kirke og dens sælsomme historie og tilblivelse. 
Men også en aften med fokus på arkitekten bag – og hans hovedværk, Grundtvigs Kirke i København.

Dette sker onsdag den 12. august kl. 19-21, hvor arkitekt og professor ved Arkitektskolen i Aarhus Thomas Bo Jensen vil dele af sin store viden omkring Fredens Kirke og P.V Jensen-Klint og hans arbejder.

Dette foregår i sognehuset ved Fredens Kirke, Skibhusvej 162, 5000 Odense C. 
Der er gratis adgang - og menighedsrådet er vært ved et glas vin m.m.

Med venlig hilsen
Fredens Sogns Menighedsråd & Arkitekt Hans Toksvig Larsen

Sidste nyt

Desværre har vi jo haft lidt stilstand i kunstforeningen - først pga. ombygningen af sognehuset, som har umuliggjort udstillinger her i foråret.

Så kom den ubudne Coronagæst, og vi måtte derfor udsætte den ellers planlagte udstilling og fernisering med Ruth Kirstens fotocollager og keramik. Ruth Kirstens udstilling er rykket til januar.

Heldigvis kan vi se frem til et spændende efterår som starter 21.09. kl 19 med fernisering af Maja Lisa Engelhardts udstilling og afsløring af det kunstværk, hun har lavet til kirken. Kunstværket er testamenteret af en bruger af mandagsklubben.
Det bliver en spændende aften, hvor kunstforeningen sammen med kirken er vært med lidt tapas og vin.

Fra starten af november og resten af året udstiller Finn Storgaard og Lotte Horne.

Bestyrelsen planlægger nogle besøg hos kunstnere for at købe ekstra kunst til bortlodning, nu vi ikke har haft de udstillinger vi plejer. Vi ønsker alle medlemmer en god sommer og glæder os til at se jer alle igen og få gang i vores gode udstillinger og hyggelige ferniseringer.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Generalforsamlingen 24-2-2020

Lodder trækkes fra den høje hat
Lodder trækkes fra den høje hat

- og en vinder er fundet!
- og en vinder er fundet!

Hans Toksvig ledede som sædvanligt den årlige generalforsamling i Fredens Sogns Kunstforening.

Der blev bl.a. orienteret om aktiviteter vedrørende kirkens 100 års jubilæum i år. Dette har medført at kunstforeningens bestyrelse er blevet bedt om at stå for et kunstværk til sognehuset, doneret af en tidligere bruger af mandagscafeen. Vi har takket ja til opgaven og har en aftale i gang med Maja Lise Engelhardt, som også gerne vil lave en udstilling i kunstforeningen i forbindelse hermed.

Desuden er der en ombygning i gang i sognehuset, som bevirker, at vi ikke kan afholde fernisering i marts-april, men vi er forhåbentlig klar efter 1.maj.

Leif Vilhelmsen, Kirsten Kræmer og Karen Margrethe Madsen fortsætter i bestyrelsen, og Lone Busch modtog genvalg.

Suppleanterne Bodil Gade Ravn og Berit Nordahl modtog også genvalg, og ligeså gjorde revisor Jan Ulrik og revisorsuppleant Gunhild Varming.

Foreningens medlemstal er nu 60, hvilket er en pæn fremgang. Der blev udloddet 16 kunstværker, udover gevinster til amerikansk lotteri. Der var stort kagebord og god stemning.

Præmier til det amerikanske lotteri
Præmier til det amerikanske lotteri

Generalforsamling 24. februar 2020


Fredens Sogns Kunstforening afholder generalforsamling mandag den 24. februar 2020 kl. 19.00 i Sognehuset, Skibhusvej 162, Odense C.

Antallet af lodder, hvert enkelt medlem har, vil blive oplyst ved ankomsten til generalforsamlingen. Ved fravær kan kassereren give oplysning om antallet af lodder.

Medlemmerne deltager i lodtrækningen, hvis de er tilstede ved generalforsamlingen, eller hvis de inden generalforsamlingen har afleveret en skriftlig fuldmagt til kunstforeningens bestyrelse eller i kirkekontoret.

En liste over de indkøbte værker findes her, og de kan ses i sognehuset fra mandag den 17. februar.
Foreningen byder som vanligt på kaffe og kage!

Ombygning i Sognehuset


Sognehuset ved Fredens Kirke står foran en ombygning, og vi er i bestyrelsen netop blevet bekendt med, at salen IKKE kan anvendes fra medio februar til maj.

Det betyder, at vi har været nødt til at aflyse den kommende udstilling i marts-april med Finn Storgaard og Lotte Horne. De har heldigvis takket ja til at rykke den til november-december.

Vi får også udfordringer med vores kommende generalforsamling mandag den 24. februar, som vil komme til at foregå i selve kirken. Vi vil servere lidt sødt, men vil bede medlemmerne om selv at medbringe kaffe og kopper. 

De indkøbte værker kan allerede nu ses i gangen foran sognehusets sal, og vi håber, de får lov at hænge til medio februar. Ellers vil de kunne ses i kirken på selve generalforsamlingsaftenen.

Vi håber, alle medlemmer har forståelse for dette, og vi er sikre på, at vi får en god aften som vanligt.

Fernisering og koncert med Kaare Norge

Kaare Norge foran to af hans malerier

Det blev en meget vellykket aften med Kaare Norge som både musiker og kunstmaler. Han indledte med at fortælle kort om sin karriere inden for billedkunst, som begyndte for ca. 25 år siden, først inden for tegning, og sidenhen og nu udelukkende med oliemaling. Han har ikke udstillet på Fyn tidligere, hvilket måske er forklaringen på, at næsten ingen her kender ham som billedkunstner, men rigtig mange som musiker.

Kaare Norge fortæller til en fyldt sal
Kaare Norge fortæller til en fyldt sal



Efter hans indlæg blev der serveret vin og tapas, kaffe og kage, som bestyrelsen og nogle andre hjælpsomme folk havde frembragt.

Koncerten blev afholdt i kirken, og Kaare Norge gav en meget flot og varieret koncert for en fyldt kirke (mere end 250 personer). Stemningen vekslede mellem dyb koncentreret stilhed og meget begejstrede bifald efter de temperamentsfulde spanske og brasilianske numre.

Kunstforeningen købte maleriet med den gule kornmark herunder.

Kaare Norge: Gul mark

Kaare Norge, maleri

Udstilling 2. december 2019 til 21. januar 2020. Fernisering på åbningsdagen kl. 18-19,
hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sine arbejder.


Kaare Norge, maleri
Kirsten-Marie Hedeland, tv-programvært på ”Kunst for Tiden” og skribent ved Kunstavisen skriver: 

”Kaare Norge behøver ingen præsentation som klassisk guitarist og komponist, men det er ikke alle der ved endnu, at han sideløbende med sin musikalske karriere også er en engageret billedkunstner.

Kaare Norge har dyrket maleriet i de sidste 20 år.

Siden Kaare Norges fokus og passion omkring maleriet opstod , har han vist, at han besidder lige de egenskaber, som er med til at skabe en dygtig kunstner. Han er nærværende, nysgerrig, iagttagende og formår at få oprigtighed ind i sine landskabsmalerier.

Det storslåede naturalistiske scenarie som er Kaare Norge inspirationskilde, efterlader et dybt indtryk, som indbyder til nærmere bekendtskab.

Det er udelukkende oliemalerier, og teknikken er med spartel som giver denne lidt rustikke struktur i hans arbejder. 

Kaare Norge foran et af sine malerier
Kaare Norge lader sig inspirere af årstiderne og de konstant skiftende lysforhold, hvilke han indarbejder i sine værker. Farveholdningen er nærmest sydlandsk og er primært præget af de rene, varme og temperamentsfulde komplementere farvetoner. Forståelsen for komposition og farvernes indbyrdes forhold, skaber en fuldendthed som efterlader beskueren i et svævende og intens øjeblik.”


Under ferniseringen vil Kunstforeningen være vært ved et glas vin og lidt tapas.

Efter ferniseringen er der mulighed for at opleve Kaare Norge give koncert i Fredens Kirke kl. 20. Billetter til dette arrangement kan købes for 50 kr/stk på Billetto.dk

Fernisering med Hvirvelkær og Lysemose

Anne Grete Hvirvelkær ved et af sine malerier
Anne Grete Hvirvelkær ved et af sine malerier

Så havde vi atter en meget velbesøgt fernisering, hvor Anne Grete Hvirvelkær fortalte om sine måder at anvende akvarel, akryl, pastel og collage på. Hun har oftest flere malerier i gang sideløbende og gerne flere teknikker ad gangen. Udover malerierne laver hun croquis-tegninger efter model, og anser det som en god øvelse som basis for maleriet. Anne Grete henter inspiration til sine motiver alle vegne fra, men giver ikke sine billeder titler.

Dorte Lysemose var desværre forhindret i at komme pga. sygdom, men
udstillingen omfatter også hendes mange finurlige og humoristiske figurer i bronze.

Udstillingen slutter den 29. november.
Husk koncert og udstilling af Kaare Norges kunst den 2. december.

Anne Grete Hvirvelkær taler til forsamlingen

Hvirvelkær og Lysemose, maleri og skulptur

Udstilling 1. oktober til 29. november 2019.  Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstnerne vil åbne udstillingen og fortælle om deres arbejder.


Anne Grete Hvirvelkær, maleri

Anne Grete Hvirvelkær


Jeg arbejder med akryl, akvarel og collage.
Har udstillet i kunstforeninger og forskellige events, heriblandt ifm. H.C. Andersen Festivals.
Jeg har været kreativ hele livet, med bl.a. quiltning og patchwork, der blev udstillet på internationalt plan. På et tidspunkt spirede interessen for maleri med farver og pensel på lærred og papir. Det har resulteret i en lang række malekurser hos danske og internationale kunstnere.

I vinterhalvåret tegner jeg croquis, om sommeren er skitseblokken med ude i naturen. Jeg er medlem af Galleri Kik i Kerteminde.
Jeg bor i Odense og kan følges på Instagram og Facebook.

Dorthe Lysemose


Jeg har i mange år beskæftiget mig med formning af figurer og skulpturer i mange materialer: pil, uld, skulpturlim, beton m.m. Jeg elsker af kaste mig ud i noget nyt, herunder også støbning af små bronzefigurer.
Mine små figurer sættes på sten eller træ, med humoristiske, filosofiske og kærlige titler fra hverdagen, inspireret af ordsprog og citater. Alle figurer og smykker er unika, da støbeformen ødelægges i processen.

Jeg udstiller rundt omkring i gallerier, på kunstmarkeder og i kunstforeninger.
Jeg er medlem af kunstforeningen Pakhuset i Faaborg og udstiller ofte i Galleri Kik i Kerteminde.
Jeg bor i Flødstrup ved Ullerslev og følges på Instagram og Facebook.


Dorthe Lysemose, skulptur



Annemette Hoier Nielsen, fernisering

Annemette Hoier Nielsen ved sit maleri "Storytelling"
Annemette Hoier Nielsen ved sit maleri "Storytelling"

Kunstforeningen havde mandag aften en spændende fernisering med billeder af Annemette Hoier Nielsen. Kunstneren åbnede selv udstillingen med en meget personlig og vedkommende fortælling om baggrunden for sin kunst. Mange af de billeder, der er udstillet, er inspireret af hendes egen proces i forbindelse med bearbejdningen af sorgen over at miste sin mor til demens.

Der var stor interesse for de udstillede værker, som kunstforeningen har indkøbt to af til bortlodning i 2020. Udstillingen slutter den 30. september.

Annemette Hoier Nielsen fortæller

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com