Susanne Pedersen fernisering 6. december

Susanne Pedersen ved to af sine malerier


Ikke så mange havde trodset blæsten, decembertravlhed og fejring af H.C. Andersen for at deltage i en ellers spændende fernisering.

Aftenens kunstner Susanne Pedersen fortalte bl.a.  om sine "erindringsbilleder", der er det gennemgående tema i de kunstværker, der nu pryder væggene i sognehuset.

Udstillingen varer til 30. januar 2018.

Susanne Pedersen: 2 malerier

Susanne Pedersen, maleri

Udstilling fra 6. december 2017 til 30. januar 2018
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil fortælle om sine arbejder


Susanne Pedersen: maleri

Erindringer


Susanne Pedersen er uddannet på Kunstakademiets Designskole, København, og dimitterede i 1987 fra tekstillinjen, men begyndte hurtigt efter uddannelsen at blive optaget af maleriet.

Susanne fortæller:
Susanne Pedersen“I mine seneste billeder har jeg været optaget af emnet erindring. Erindring er ikke en fast størrelse, og den forbliver ikke den samme. Erindringer er fortællende, usande og i konstant forandring. En erindring fra i går er ikke den samme i dag som i morgen. Disse billeder er fragmentariske fortællinger og kredser om erindringer.

Der vil også være værker fra serien Efterladte billeder, som jeg deltog med på KE14, Kunstnernes Efterårsudstilling 2014.”

Susanne Pedersen har deltaget på adskillige censurerede udstillinger, bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling, København, Kunstnernes Sommerudstilling, Tistrup, og Kunstnernes Påskeudstilling, Kunsthal Aarhus. Hun har også haft udsmykningsopgaver. I 2016 udstillede hun på gruppeudstillingerne på KunstCentret Silkeborg Bad, Kongegaarden i Korsør og Kirsten Kjærs Museum.

Hun er medlem af KKS, Kvindelige Kunstneres Samfund, og BKF, Billedkunstnernes Forbund.

Susanne Pedersen: To malerier


www.susannepedersen.dk

Perry Oliver fernisering 2. oktober

Perry Oliver imellem en af sine skulpturer og et grafisk værk


Mandag den 2. oktober havde kunstforeningen fernisering med grafiker og skulptør Perry Oliver.

Udstillingen blev indledt af Inger Bergeon, præst i valgmenighedskirken i Odense, som talte om kunstudstillingens tema ”Crossroads” eller ”Veje, der krydses” på en meget levende og inspirerende måde. Derefter fortalte Perry Oliver om sin kunst og den historiske baggrund for, at han i en lang periode kom til at arbejde med dette tema. Dette blev løbende oversat og suppleret af hans danske kontaktperson, Edel Thomsen, som har kendt kunstneren igennem mange år og - som Perry Oliver selv siger - næsten kender hans kunstværker bedre, end han selv gør!

Den oprindelige grund til, at vi her i vores kunstforening fandt på at spørge, om Perry Oliver ville udstille her hos os, var at vi for over et år siden blev kontaktet af formanden for Skibhusforum, Lars Kjærgård, fordi de havde planer om at opstille Galschiøts værk “Abrahams børn” i Skibhuskvarteret, og tidspunktet var planlagt til efteråret 2017. De ville gerne have, at kunstforeningen supplerede med at udstille noget, der matchede med hensyn til indholdet, altså det fælles i de tre kulturer, Kristendom, Islam og Jødedom. Det ville vi selvfølgelig gerne.

For et par år siden blev vi bekendt med Perry Olivers kunst og tænkte, at det ville være oplagt at få denne udstilling hertil.
I mellemtiden har vi tilfældigvis hørt, at opsætningen af Galschiøts værk er udskudt foreløbig til engang i 2018! Selvom den sammenhæng således ikke var der mere, er vi meget glade for at kunne udstille Perry Olivers værker og høre om baggrunden for dem.

Perry Oliver (t.h) og gæster ved tapas-bordet




I kunstforeningen var vi godt klar over, at det ville blive et arrangement lidt udover det sædvanlige, så vi valgte at brede vores invitationer ud til et større publikum. Dels præsenterede vi udstillingen på et menighedsrådsmøde i sognet, dels er det blevet annonceret i lokalpressen, og endelig har vi i bestyrelsen sendt invitationer til venner og bekendte.

Det bevirkede, at der var et rigtig pænt og interesseret fremmøde, og at kunstforeningen fik 4 nye medlemmer - rigtig hjertelig velkommen til jer! Bagefter blev der budt på vin og fine små pindemadder, som blev tryllet frem af Charlotte Amundsen med assistance.

Kataloget om udstillingen ligger i sognehuset og er til salg for 100 kr. pr. stk. Prisliste for værkerne ligger ligeledes fremme på bordet. Kunstforeningen købte to skulpturer og to raderinger, som jo bortloddes på generalforsamlingen i februar 2018.



Perry Oliver, skulpturer og grafik

Udstilling fra 2. oktober 2017
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20.30, hvor kunstneren vil være til stede


Perry Oliver, skulptur

Perry Oliver er født 1941 i Pennsylvania, USA. 
På sine rejser i 1968 kom han til Nerja på Spaniens sydkyst. Han blev i landsbyen, og her begyndte hans liv som kunstner. En ven introducerede ham til raderingsteknikken, og han udviklede sig som grafisk kunstner gennem mange år. Dette billedsprog blev grundlaget for hans første skulptur (1999). Han byggede sit skulptur-atelier i Frigilianas bjerge. Senere blev også trykke-atelier indrettet der. Til sidst (2010) blev ”cortijoen” hjem for Oliver og hans hustru Jenny.

Gennem hele perioden 1975-1999 udstillede Oliver sine grafiske værker i Spanien, USA, Danmark, Tyskland og andre lande. Efterfølgende blev skulpturer i stigende grad en del af Perry Olivers udstillinger og projekter, primært i Spanien og Danmark. Hans værker har modtaget flere priser og andre former for anerkendelse og er inkluderet i et antal offentlige og private samlinger.

Perry OliverI de seneste år har hans værker været udstillet på en lang række museer og gallerier i udlandet og i Danmark bl.a. Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet (Holstebro), Augustiana Skulpturpark (Augustenborg), Valgmenighedskirken i Odense og Christianskirken i Århus. Der er permanent udstillet offentlige installationer af hans skulpturer i Tvis (Danmark) samt Frigiliana, Valencia og Puebla de la Sierra i Spanien.

Temaet i denne udstilling er ”Crossroads” eller ”Veje der krydses”, og handler om, hvordan man kan mødes på tværs af forskellige kulturer: kristendom, islam og jødedom symboliseret ved korset, halvmånen og stjernen.

Programmet er udvidet lidt ift. kunstforeningens almindelige ferniseringer, idet der vil være oplæg ved valgmenighedspræst Inger Bergeon, Perry Oliver og kunstnerens danske kontakt Edel Thomsen.

Efterfølgende vil der blive budt på et glas vin og let tapas.

Perry Oliver, grafik

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com