Mette Fischer og Lone Hedvig Hansen

Skulpturer og billedkunst

Udstilling fra 2. maj 2017

Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstnerne vil være til stede



Mette Fischer, kvindeskulptur

Mette Fischer:

"Jeg arbejder meget med mit øje - med at holde linjerne skarpe og klare. Samtidigt er det vigtigt for mig at holde figurerne rå og spontane. At glatte figurerne er en stor fristelse, men de bliver sjældent bedre af det og ofte kedelige.

Motiverne er næsten altid kvinder, af og til et par, men næsten altid mennesker. Jeg arbejder i ler, gips, jern, beton, fedtsten og ikke mindst mit ynglingsmateriale bronze. Bronzen frister igen til at polere, men også her holder jeg af det rå udtryk.

Jeg arbejder næsten udelukkende med skulptur. Jeg har arbejdet med skulpturer de sidste 12 år heraf fire på fuld tid."

Lone Hedvig Hansen:


Lone Hedvig Hansen"Jeg er uddannet lærer fra Skårup Statsseminarium i 1981 med linjefag i bl.a. formning/billedkunst. Jeg har således undervist i alle mulige teknikker i faget i mange år. Ofte får jeg inspiration af eleverne, når vi har været igennem et specielt forløb. Det gælder både tegning, maling med tørre og våde farver, ler-arbejde og klip! Jeg har tegnet og malet meget igennem årene, men har søgt en stil, der kendetegner mig.

Jeg holder mest af at arbejde med små formater, og har altid siddet og tegnet ”Krusseduller”, når jeg skulle lytte. Den stilart havde et navn, fandt jeg ud af: Zen Doodle!

Jeg bruger cirklen som ramme, og jeg forsøger at få mine motiver passet ind i den givne afgrænsning. Jeg arbejder med forskellige størrelser sorte tuscher, passer og godt tegnepapir. Alle mine produkter er unikke og tegnet i frihånd."


Malene Klint Vejlby fernisering 6. marts

Malene Klint vejlby foran to oliemalerier, hvor hendes egne drenge er modeller.

Malene Klint Vejlbys to foretrukne motiver er af hendes tre drenge i oliemalerierne og af fugle malet med akryl på søkort.

Søkortene er blevet uhyre populære og udføres tit som bestillingsarbejde. 

Malene Klint Vejlby er netop udvalgt til at udstille et af sine oliemalerier på en stor portrætudstilling på Frederiksborg Slot. 

Malene Klint Vejlby: Søpapegøje, akryl på søkort

Malene Klint Vejlby, maleri

Udstilling fra 6. marts 2017
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil fortælle om sine arbejder


Malene Klint Vejlby: Akryl på søkort

Malene Klint Vejlby fortæller:
"I mit maleri fascineres jeg af naturen i og omkring mig. Af svimlende høje skyer. Af det brusende hav. Af bølgende kornmarker, og hemmelighedsfulde skove. Samtidig forsøger jeg at fange nogle glimt af barndommen.

Det kan være erindringer om solbeskinnede dage, eller momenter af usikkerhed og fare. Hurtige glimt eller en følelse af uendelighed.
Små dagligdags øjebliksbilleder, som mange kan nikke genkendende til. Eller motiver som, taget ud af deres vanlige sammenhæng, kan give beskueren lyst til at stoppe op og undre sig. Motiver, som måske kan give et sug i maven, og forhåbentlig en lyst til at skabe sin helt egen historie.

Mit foretrukne medie har siden efteråret 2013 været olie på lærred, hvori jeg konstant forsøger at dygtiggøre mig teknisk. Jeg arbejder oftest i serier, da jeg holder af at fordybe mig i et bestemt emne i en periode.
Men jeg eksperimenterer gerne med flere stilarter, og med andre medier. Her kan nævnes akryl på fx gamle søkort og nodepapir, samt fotografi, som jeg ofte benytter i jagten på egnede motiver."

Malene Klint Vejlby ved staffeliet

www.klintart.dk

Fra generalforsamlingen 20. februar

Kunstforeningens formand Karen Margrethe Madsen aflægger beretning
Kunstforeningens formand Karen Margrethe Madsen aflægger beretning

Hans Toksvig ledede som sædvanlig den årlige generalforsamling i Fredens Sogns Kunstforening. 
To medlemmer af bestyrelsen havde valgt at træde af: Karen Ulletved og Stefan Rasmussen. Desuden fralagde Jimmy Thorup Hansen sig kassererhvervet. Vi siger stor tak for indsatsen.

Lone Busch har modtaget genvalg som suppleant til bestyrelsen og desuden påtaget sig opgaven som kasserer. Menighedsrådet har valgt Maria Frandsen som deres repræsentant, og som ny suppleant blev Malene Bruhn valgt på generalforsamlingen. 

Foreningens medlemstal er stabilt. Der blev udloddet 15 kunstværker, og der blev udtrykt generel tilfredshed med de indkøbte værker.

Sidste års fremlagte forslag om at annullere undtagelsen: “de 2 sidst valgte gevinster medfører ikke tab af de tildelte lodder” blev vedtaget gældende fra 2018.

Forsamlingen og nogle af årets kunstværker: John Bonnesen Wolff, Nina Ferlov, Charlotte Hammershøj og Jens Gregersen
Medlemmer af foreningen og nogle af de kunstværker, der blev udloddet: af John Bonnesen Wolff, Nina Ferlov, Charlotte Hammershøj og Jens Gregersen

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com