Fernisering med Potteriet

Esben Langkilde ved en af Potteriets krukker

Tirsdag aften den 9. oktober bød på en meget velbesøgt og interessant fernisering, hvor Esben Langkilde fortalte om hans og hustruens uddannelser indenfor pottemagerfaget og om deres vej til eget potteri på Langeland.

Der var stor spørgelyst, og vi fik mange informationer om tilblivelsen af de store flotte stentøjskrukker og de fine grønne vaser i porcelæns-ler.

Kunstforeningen købte en del værker, som man kan vinde ved den kommende generalforsamling.

Ferniseringsgæster

Fad fra Potteriet

Potteriet - Esben Langkilde og Jannie Nielsen

Udstilling fra 9. oktober til 15. november 2018.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstnerne vil fortælle om deres arbejder.


Krukker fra Potteriet

Jannie NielsenEsben Langkilde"Potteriet" er et pottemagerværksted på Langeland. Esben Langkilde og Jannie Nielsen er begge uddannede pottemagere med svendebrev. Esben hos Kähler i Næstved og hos Marie Würtz i Juelsminde og Jannie hos Bottani-Dechaud i Frankrig. Herefter har de haft drejearbejde forskellige steder i ind- og udland inden opstart med eget værksted og butik i 2009.

Materialerne er både stentøj og porcelæn – brugskeramik og unika. Stort som småt. Alt er hånddrejet, og detaljerne og strukturerne i leret fremhæves gennem klare lyse glasurer eller bløde begitningsfarver. Ligeledes er kontrasten mellem det bløde og det hårde gennemgående for hele produktionen.

Det gode håndværk vægtes højt, derfor bruges der en del energi på at få design og funktionalitet til at spille godt sammen. Esben og Jannie finder leret fascinerende pga. dets muligheder - og hvad en klump på drejeskiven kan blive til. At tingene kan bruges, såvel som at se pæne ud. 

Pottemageruddannelsen har givet dem en god grundsten i drejningen. De har stået i mesterlære på et værksted for at lære kunsten at dreje. Noget man desværre ikke kan gøre mere …

Krukkedetalje


Eva Lindegaard fernisering

Eva Lindegaard fortæller

Det var en fin fernisering tirsdag aften i sognehuset med udstilling af kunstner Eva Lindegaard, der levende fortalte om sit liv "før og efter" kunsten blev en del af hendes hverdag. 
Der var fint fremmøde og rigtig god stemning.

Eva Lindegaard, maleri

Udstilling fra 28. august til 1. oktober 2018
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Eva Lindegaard vil fortælle om sine arbejder.


Eva Lindegaard, maleri

Eva Lindegaard fortæller:
“At male er blevet en stor del af mit liv.

Siden 1995, hvor jeg gik på daghold med maleri og tegning på Svendborg Kunstskole, har jeg malet ved forskellige kunstnere på kurser og alene.

Jeg maler akrylmalerier med motiver som oftest består af indtryk, lys og stemninger fra naturen. Da det ikke kun er det sete, men også det oplevede, både i det store perspektiv og i det nære, bliver mine malerier ekspressive naturabstraktioner.

Jeg arbejder konstant med at finde en balance mellem det konkrete og det abstrakte, mellem kaos og orden. Oftest i klare farver og helst malet i det fri.

Eva Lindegaard
Jeg udstiller hvert år med udstillings-gruppen “Bad Timing” på Filosoffen i Odense. Derudover er jeg hvert år med i Lions på SIMAC i Svendborg. Har de sidste fire år været med på ArtWeek, først i Kerteminde og i år i Odense. 

Jeg har fast udstilling i lægehuset i Nr. Lyndelse og udstiller i forskellige kunstforeninger og virksomheder. Fra september i år er jeg igen medlem af Galleri Q i Svendborg.”
Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com