Udstilling 12. marts 2018 - 23. april 2018
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Trine Anderschou vil fortælle om sine arbejder
Trine Anderschou fortæller:
"Mine billeder kan først og fremmest ses som et rent motiv, men tit også som små historier, der er lavet ud fra egne oplevelser og tanker, men som jeg håber, at andre kan fylde deres eget indhold i …
|
Trine Anderschou |
Mit medie er grafikken – en buket af teknikker, som rummer så utroligt mange muligheder. Det gælder både den enkelte tekniks udtryk, men også hvordan man anvender teknikken ud fra ens eget temperament.
Et eksempel: Man kan lave meget løse, ekspressive ætsninger – eller man kan lave meget stramme, detaljerede ætsninger. For det meste er jeg at finde i den sidste kategori, og jeg holder meget af håndværket – såvel i grafikken som i andre ting, jeg giver mig i kast med.
Ud over min uddannelse som grafiker, så er jeg lærer og arbejder p.t. som pædagog. Indimellem holder jeg kurser i grafik eller syr kostumer til teaterstykker i Svendborg, både fantasikostumer og historiske af slagsen."
Desuden udstiller Tendai Tega nogle af sine metalskulpturer.
Tendai Tega er født i Harara, Zimbabwe, men har boet i Danmark siden 2001. Han har lavet skulpturer af skrotmetal siden han var en stor dreng.
I hjemlandet er der ikke så avanceret et genbrugssystem som i Danmark. Det ses i landskabet, hvor gammelt jern og andet affald ofte bare smides. Han blev optaget af, hvordan noget så grimt kunne laves om til noget smukt. “Den eneste måde vi kan holde verden ren er ved at genbruge” er Tendais motto.