Fernisering 19-4-2022 - 2 x Møller

Magnus og Arne Møller foran væggen med collage og grafik
Magnus og Arne Møller foran væggen med collage og grafik

Tirsdag den 19. april 2022 havde vi en velbesøgt fernisering med Arne Møllers grafik samt Magnus Møllers collage-art og nogle værker i oliekridt.

Arne Møller berettede om hvorledes han med udgangspunkt i gamle traditionelle gruppebilleder ændrer opstillinger og indsætter nye elementer, hvormed der skabes en ny fortælling, som derefter overlades til beskuerens undren og egen fortolkning. Undervejs fortalte han også om hvordan han teknisk skaber sin grafik ved hjælp af simple værktøjer.

Magnus Møller fortalte kort om sine collager og arbejdet med at finde egnede elementer, der indgår i en ny sammenhæng, hvorved der opstår et helt nyt billede og en ny fortælling. I lighed med Arne Møller er det i høj grad op til beskueren selv at finde fortællingen og fortolke det færdigkomponerede billede.

Begge kunstnere er drevet af nysgerrighed, leg og arbejdet med farvesætning. Deres færdige arbejder rummer en fortællelyst, som udfordrer og overrasker beskueren når denne går på opdagelse i billederne.

Kunstforeningen købte en af Magnus Møllers collager og to af Arne Møllers grafiske tryk.

Steen B. Frantzen

Magnus Møller med collager
Magnus Møller med collager

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com