Maja Lisa Engelhardt, udstilling og afsløring af kunstværk

Udstilling 21. september - 30. oktober 2020.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-21 hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sin kunst.


Maja Lisa Engelhardt
Maja Lisa Engelhardt

Vi har i Kunstforeningen den store glæde at kunne præsentere en udstilling af den internationalt anerkendte danske kunstner Maja Lisa Engelhardt. 

Det sker i forbindelse med at Maja Lisa Engelhardt har skabt et kunstværk til Fredens Kirkes menighedssal.
 Dette kom i stand efter at kirken modtog en testamentarisk pengegave fra et menighedsmedlem. Dette kunstværk afsløres samme aften, umiddelbart før ferniseringen. 

Maja Lisa Engelhardt er født i 1956. Hun har udsmykket et stort antal danske kirker og har herhjemme blandt andet gjort sig bemærket med bronzeporten til Viborg Domkirke. For det arbejde har hun modtaget Skovgaard Medaljen.

Maja Lisa Engelhardts kunstneriske virke spreder sig vidt over bl.a. malerier, relieffer og glasmosaikker. Hun har også haft udsmykningsopgaver i kirker flere steder i USA.
 Inspirationen hentes primært i naturen og gennem interessen for det religiøse.
 Maja Lisa Engelhardt er repræsenteret på Elizabeth Harris Gallery i New York og Galerie Moderne Silkeborg. 

På grund af de aktuelle COVID-19 regler er der IKKE fri adgang til arrangementet. 
Alle pladser er allerede reserveret efter forudgående tilmelding, men udstillingen kan som altid ses i kirkekontorets åbningstid, mandag til fredag kl. 9-13 samt torsdag tillige kl. 16-18.

Maja Lisa Engelhardt: Opstandelseslyset (monotypi)
Maja Lisa Engelhardt: Opstandelseslyset (monotypi)


Fredens Kirke 100 års jubilæum

En aften omkring arkitekten P.V. Jensen-Klint - onsdag den 12. august kl. 19-21

Arrangeret af Fredens Sogns Menighedsråd & Arkitekt Hans Toksvig Larsen

Fredens Kirke, Odense


Kom og hør nærmere om vores skønne kirke og dens sælsomme historie og tilblivelse. 
Men også en aften med fokus på arkitekten bag – og hans hovedværk, Grundtvigs Kirke i København.

Dette sker onsdag den 12. august kl. 19-21, hvor arkitekt og professor ved Arkitektskolen i Aarhus Thomas Bo Jensen vil dele af sin store viden omkring Fredens Kirke og P.V Jensen-Klint og hans arbejder.

Dette foregår i sognehuset ved Fredens Kirke, Skibhusvej 162, 5000 Odense C. 
Der er gratis adgang - og menighedsrådet er vært ved et glas vin m.m.

Med venlig hilsen
Fredens Sogns Menighedsråd & Arkitekt Hans Toksvig Larsen

Sidste nyt

Desværre har vi jo haft lidt stilstand i kunstforeningen - først pga. ombygningen af sognehuset, som har umuliggjort udstillinger her i foråret.

Så kom den ubudne Coronagæst, og vi måtte derfor udsætte den ellers planlagte udstilling og fernisering med Ruth Kirstens fotocollager og keramik. Ruth Kirstens udstilling er rykket til januar.

Heldigvis kan vi se frem til et spændende efterår som starter 21.09. kl 19 med fernisering af Maja Lisa Engelhardts udstilling og afsløring af det kunstværk, hun har lavet til kirken. Kunstværket er testamenteret af en bruger af mandagsklubben.
Det bliver en spændende aften, hvor kunstforeningen sammen med kirken er vært med lidt tapas og vin.

Fra starten af november og resten af året udstiller Finn Storgaard og Lotte Horne.

Bestyrelsen planlægger nogle besøg hos kunstnere for at købe ekstra kunst til bortlodning, nu vi ikke har haft de udstillinger vi plejer. Vi ønsker alle medlemmer en god sommer og glæder os til at se jer alle igen og få gang i vores gode udstillinger og hyggelige ferniseringer.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Generalforsamlingen 24-2-2020

Lodder trækkes fra den høje hat
Lodder trækkes fra den høje hat

- og en vinder er fundet!
- og en vinder er fundet!

Hans Toksvig ledede som sædvanligt den årlige generalforsamling i Fredens Sogns Kunstforening.

Der blev bl.a. orienteret om aktiviteter vedrørende kirkens 100 års jubilæum i år. Dette har medført at kunstforeningens bestyrelse er blevet bedt om at stå for et kunstværk til sognehuset, doneret af en tidligere bruger af mandagscafeen. Vi har takket ja til opgaven og har en aftale i gang med Maja Lise Engelhardt, som også gerne vil lave en udstilling i kunstforeningen i forbindelse hermed.

Desuden er der en ombygning i gang i sognehuset, som bevirker, at vi ikke kan afholde fernisering i marts-april, men vi er forhåbentlig klar efter 1.maj.

Leif Vilhelmsen, Kirsten Kræmer og Karen Margrethe Madsen fortsætter i bestyrelsen, og Lone Busch modtog genvalg.

Suppleanterne Bodil Gade Ravn og Berit Nordahl modtog også genvalg, og ligeså gjorde revisor Jan Ulrik og revisorsuppleant Gunhild Varming.

Foreningens medlemstal er nu 60, hvilket er en pæn fremgang. Der blev udloddet 16 kunstværker, udover gevinster til amerikansk lotteri. Der var stort kagebord og god stemning.

Præmier til det amerikanske lotteri
Præmier til det amerikanske lotteri

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com