Lars Bollerslev, billedkunstner

Udstilling i sognehuset 28. november - 19. januar. 
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Lars Bollerslev vil fortælle om sin kunst.


Lars Bollerslev i marsken med maleri nr. 222
Lars Bollerslev i marsken med maleri nr. 222

Marsken og maleriet


”Jeg vil leve i det lave og lysende land/ her hvor grønheden møder det blå/ her hvor sol rammer diger og vadehavs vand/ her er skønheden jeg kan forstå.” 

Ordene tilhører digteren Jens Rosendal og indkredser den forbundethed, som også jeg føler til naturen i marsken og Vadehavet. Min opvækst var i Skærbæk- og Ballummarsken. Senere i Ribemarsken. I min barndom havde vi en lille båd liggende ved Ballum Sluse. Vi sejlede ud, satte ruser og lod blikket løbe ud over den uendelige horisontlinje.


Marsken kan være mild og god, men også barsk og ubarmhjertig. Landskabet og naturens luner er en del af vores identitet og selvforståelse, og jeg vil gerne male dette, som man ikke kan se med det blotte øje.


Oplevelserne i naturen er en forudsætning for maleriet, og selve jagten på indfange motivet er for mig den mest intense fase. Ofte kan man være helt alene i landskabet i Marsken. Her er tid og ro til tanker, og foran lærredet er oplevelsen den samme. Jeg bruger naturen og malerierne som et refleksionsrum, hvor jeg kan træde ind, være alene og tænke over tingene. 

Kompositionen er vigtig for mig, og jeg kan slet ikke lade være at kigge efter linjer og strukturer i landskabet. En tidevandsstrøm som kiler sig ind gennem marsken og lyset som rækker ned og spejler sig. 

Lars Bollerslev, Ribe 2023 

Lars Bollerslev: Maleri nr. 202
Lars Bollerslev: Maleri nr. 202

larsbollerslev.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com