Der var fint fremmøde og rigtig god stemning.
Eva Lindegaard fernisering
Eva Lindegaard, maleri
Udstilling fra 28. august til 1. oktober 2018
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Eva Lindegaard vil fortælle om sine arbejder.
“At male er blevet en stor del af mit liv.
Siden 1995, hvor jeg gik på daghold med maleri og tegning på Svendborg Kunstskole, har jeg malet ved forskellige kunstnere på kurser og alene.
Jeg maler akrylmalerier med motiver som oftest består af indtryk, lys og stemninger fra naturen. Da det ikke kun er det sete, men også det oplevede, både i det store perspektiv og i det nære, bliver mine malerier ekspressive naturabstraktioner.
Jeg arbejder konstant med at finde en balance mellem det konkrete og det abstrakte, mellem kaos og orden. Oftest i klare farver og helst malet i det fri.
Jeg udstiller hvert år med udstillings-gruppen “Bad Timing” på Filosoffen i Odense. Derudover er jeg hvert år med i Lions på SIMAC i Svendborg. Har de sidste fire år været med på ArtWeek, først i Kerteminde og i år i Odense.
Jeg har fast udstilling i lægehuset i Nr. Lyndelse og udstiller i forskellige kunstforeninger og virksomheder. Fra september i år er jeg igen medlem af Galleri Q i Svendborg.”
Jan Eriksen fernisering 30. april 2018
En fin og festlig fernisering, hvor Jan Eriksen fortalte levende om Færøerne og sine oplevelser deroppe. Han har været der mindst fem gange af flere ugers varighed, og alle hans motiver er hentet fra bygderne og landskaberne. Desuden figurerer lunderne (søpapegøjerne) som et farverigt indslag i en del af malerierne eller som selvstændigt motiv.
I hans beretning var der der både anekdoter og faktaoplysninger, og mange af disse indgik i en efterfølgende quiz, så vi blev “tjekket” om vi havde hørt efter. Det var der især fire af ferniseringsgæsterne, der havde, og nogle af dem havde selv været på Færøerne, så der blev trukket lod om præmien, som var et lille maleri af en lunde.
Kunstforeningen købte tre af Jan Eriksens malerier.
Jan Eriksen, malerier fra Færøerne
Udstilling 30. april - 18. juni 2018.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Jan Eriksen vil fortælle om sine arbejder.
Ægte fynbo som har tabt sit hjerte til Færøerne, med de 18 fantastiske øer i det Nordatlantiske Hav. Færøerne ligger nordvest for Skotland og midt imellem Island og Norge i hjertet af Golfstrømmen i Nordatlanten på 62° 00 N.
Færøerne har tempereret øklima, og vejret er meget omskifteligt. Det ene øjeblik skinner solen fra en næsten skyfri himmel for pludselig at skifte over i dis og regnbyger. Gennemsnitstemperaturen ligger på 3,5 °C om vinteren og 12 °C om sommeren, dog kan det blive meget varmere på steder, der ligger i læ. Luften er altid ren og frisk uanset årstid. Der er 1100 km kystlinje, og man er på intet sted længere end fem km fra havet. Det højeste fjeld er 882 m, mens landets gennemsnitshøjde er ca. 300 m.
Træk vejret dybt! Luk sanserne op og fyld sindet! Du vil forundres over, at et sådant sted stadig findes i verden. Overskueligt og overkommeligt, let at rejse omkring i og lære at kende og dog uendeligt varieret og foranderligt med en fantastisk imødekommenhed fra lokalbefolkningen."
Jan Eriksen er uddannet på Fyns Tegne & Maleskole v. Palle Rico Hjorth. Han har udstillet i gallerier og haft udsmykningsopgaver. Jan Eriksen modtog i 2014 Jeckels legat til ophold i Gl. Skagen.
Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com